Vores psyke er ofte udspændt mellem to poler: en aktiv og en passiv pol. Hvor den aktive pol er et forsvar, er den passive pol, en ubevidst identificering med det at være uden handlekraft. Dette er opskriften på indre konflikter, da det føles som om, vi hele tiden forsøger at genfinde balance mellem vippens to ender. Bliver vi for eksempel udfordret på vores dybe sårbarhed og følelsen af at være hjælpeløs, går vi umiddelbart i forsvar, der enten ageres udad (du gør nog…et forkert!) eller indad (jeg gør noget forkert!).
Indre konflikter dræner os for energi og vi længes efter at føle os mere hele og autentiske. Her kommer selv-hjælp bølgen os til hjælp med alle dens metoder, hvor bla. koncepter som selv-accept og grænsesætning er meget oppe i tiden. Selv-accept bliver ofte brugt som anti-dote til indre aggressioner som f.eks den ”indre kritiker”. Selv-accept handler om at rumme den aggressive del af os, gennem en anden del af os, der ikke er ramt. Men vi kan kun give accept til de sider vi er bevidste om, som f.eks de kritiske stemmer i os. Vi kan med andre ord glemme at vi sidder på en vippe, ved kun at relatere til denne ene side.
Det samme med arbejdet med grænsesætninger, som også kan narre os til at tro at vores forsvars aggression tjener os på en sund måde. I vores iver efter at genvinde balancen på vores vippe gennem ”øget grænsekontrol” kan vi komme til at tro, at vi har taget hånd om vores kraft på en autentisk måde. Men vi har allerede afgivet kontrollen.
For så længe vi kun adresserer vores bevidste del af vores psyke komme vi aldrig til at bevæge os særligt meget videre ud af den vej vi drømmer om. Grunden til det er, at vi endnu ikke har fået øje på den største forhindring. Det er den grundlæggende følelse og identificering med af at være hjælpeløs, ubeslutsom, fanget, kontrolleret, holdt ansvarlig for og offer for andre.
Denne indre passivitet påvirker os på måder, der er ganske subtile, så det kræver indsigt at få øje på den. En indsigt der kun kan opnås, hvis vi kan være mere intuitive end mentale. En indsigt der viser sig som synergier af minder og oplevelser der pludselig ræsonnerer i vores bevidsthed. Andre gange er det som en stille undren over, hvordan vi gennem alle årene har kunne være så uvidende om dens tilstedeværelse.
I den integrative psykoterapi handler det om at få kontakt med denne intuitive indsigt eller vores dybeste identitet. Det er som at opdage, at vores hverdagsidentitet altid udspiller op imod en baggrund. Uden kontakt til denne baggrund har vi forladt os selv, og sidder på vores vippe kun med det formål at genfinde balancen. Men vores baggrund viser os netop dybden og højden af vores potentiale – det som vi længes efter at få kontakt med. Det er fra dette sted, at selv-accept og grænsesætninger har sit sunde udspring. Det er fra dette sted, vi kan udforsker vores vippe med begge dens ender, på en sådan afstand, at vi ikke behøver at bekymre os om den er i balance eller ej
