Når mørket griber os om hjertet, og truer med at sluge os, så er der et sted inden i os, som ikke lader sig påvirke af stormvejret omkring os. Dette sted er vores dybeste identitet. Vores værenskerne.
Men vi lever i en tid, hvor folk sjældent hverken anerkender eller plejer, deres dybeste liv og natur. Kender man ikke til denne del af vores dybeste eksistens, kan man let fare vild og fortabe sig i intellektuelle ideer og opgaver, det følelsesmæssige liv eller bare af livets …daglige opretholdelse. Selv om det er nok så vigtige omdrejningspunkter for os, så er de stadig kun en del, af den menneskelige natur. Kontakt med vores dybeste identitet, gør det muligt for os, at få kontakt med væren, selvkærlighed, mening, vilje og intention.
Men for at få et forhold til dette sted, kræves det først og fremmest, at vi lægge mærke til, hvad der driver os i det daglige. Er vores intention styret af kontrol, ender vi ofte i vrede, undvigelser og modstand. Resultatet bliver at vi lukker vores hjerte for os selv og hinanden, da vi derved bliver afskåret fra vores væren. Hvis vores intention i stedet, er drevet af åbenhed, og velvilje til at se på os selv, og omverden fra et højere sted, åbner vi os til vores væren. At forbinde sig til disse højere bevidsthedslag, er ikke altid nemt. Udfordringen er ikke blot at vide af, at vores væren altid er tilgængelig, men også at lære de kontrollerende mekanismer, der forhindrer os i, at nå ind til vores dybeste del af vores egen identitet.
