I mandags havde jeg en god kontakt med min selv-accept, men i onsdags havde jeg ikke. Betyder det så at jeg har fejlet i mine bestræbelser på at blive bedre til at acceptere mig selv? For hvis ikke jeg kan finde ud, af at acceptere alle mine grimme sider, til alle tider, er jeg så stagneret i min udvikling? Eller har jeg i min iver efter at ændre mine dårlige vaner, indtaget en fejlagtig overbevisning på hvad selv-accept er for noget? Jeg er blevet opmærksom på to forvrængninger af selv-accept som kan gøre arbejdet med os selv vanskeligere.
En af faldgruberne er, at vi kommer til at ha for travlt med at blive noget bestemt. Det kunne f.eks være længslen om, at blive mindre fordømmende i vores relationer for at kunne blive elsket endnu mere af andre. Men hvis vi lader selv-accept blive et mål i sig selv, kan vi blive slemt skuffede, når vi bliver konfronteret med vores dømmende side, f.eks af vores partner. I vores resultat orienterede iver, lægger vi endnu mere energi ned i projektet om at blive dette ideelle billede af os selv, samtidig med at vores mindre elskelige sider bliver skubbet til side. Men derved kommer vi let til at glemme, det der rent faktisk sker i os. Selv-accept handler om at mærke, og give plads til ALLE sider, og erkende at vi BÅDE er det ene og det andet, f.eks både venlig og selvisk på samme tid, og relativt roligt kan erkende, at begge sider faktisk er mig. Jeg behøver ikke kunne elske alle sider af mig selv, men jeg skal kunne give dem plads.
En anden faldgrube, er den opfattelse, at selv-accept er noget vi gør helt for os selv isoleret fra omverdenen. Andre menneskers tanker, føleser og bevidning af os som mennesker, har en stor påvirkning på, hvordan vi tænker og føler om os selv. Så selv-accept handler også om at turde tage vores plads i verden, og at bevise for os selv, at vi bidrager til vores oplevelse af livet. Det kan f.eks være at sætte os selv i spil i forhold til en konflikt der har ligget og ulmet længe. Ved at turde konflikten, på en afbalanceret måde, har vi samtidig også gjort plads til os selv ude som inde. Det kan også handle om at få sat nogle grænser, som før ikke var så tydelige. Det at vise andre at ”her er jeg” kan føles nyt og farligt for nogle. Det handler (som før) igen om at inkludere modsætninger: for at jeg tør tage plads i mig selv, bliver jeg også nød til at turde tage min plads i verden. Hvis vi bare venter på at følelsen indefra skal give os impulsen til handling, kan vi komme til at vente længe, fordi handling henimod selv-accept og dermed relationen til verden, kommer før den indre følelse af den.
Hvordan kan vi så mærke, at vi er på rette vej med selv-accepten? Først og fremmest skal vi gøre op med, at selv-accept er et mål i sig selv. I stedet er det en indstilling til alt det, vi møder i os selv i det daglige liv. Det er følelsen af, at være i relation med os selv, og at smide båndene til identificeringen med det, at vi skal være noget bestemt. Accept er ikke et intellektuelt begreb, men kan kun mærkes i kroppen som frigjort energi. Så når jeg i mandags, oplever frigjort energi, fra det jeg har haft modstand på, bliver jeg roligere, mere tilstedeværende og mindre kritisk. Når jeg så om onsdagen igen møder de uelskede sider af mig selv, handler det ikke om at kigge væk, men snarere om at møde mig selv med nysgerrighed og med plads til et stille indadvendt ”hej med dig – nå, du er her stadig”
