– jeg føler mig ikke kompetent nok til mit arbejde
– jeg kommer aldig til at finde den rigtige partner
Dette er to meget almindelige terapi temaer: bekymringer om arbejdslivet og kærligheden. Disse temaer udspringer af vores personlighed, vores primære identitet. Den er de briller vi først og fremmest henter mening og motivation igennem i vores hverdag. Men det er desværre også den del af os, der tror fuld og fast på, at vi skal gøre os fortjent og værdig til alt her i livet, fordi vi i bund og grund mangler noget. Denne grundindstilling, som er et levn fra vores tidlige opvækst, gør at vi føler os tiltrukket af tanker, følelser og adfærd, som i bund og grund leder efter oplevelser af adskilthed, skuffelser og mangelfuldhed.
Det er en ulykkelig situation i os menneskers liv, at en del af os hellere vil dvæle ved egne fejl og mangler, end at turde mærke tanker og følelser lige nu og her. Hvis vi gerne vil udvikle os som mennesker, er det et paradoks som vi på et eller andet tidspunkt i livet, må se i øjnene: at det der nogle gange føles velkendt og trygt, som f.eks bekymringer, også kan være det mest destruktive. Der er store kræfter i spil inden i os, der hele tiden forsøger, at bevare det velkendte, uanset hvor destruktivt det så er. Modstanden mod at se verden fra en anden vinkel, handler om frygten for at skulle sige farvel til det velkendte. At noget endnu større, vil oversvømme den nuværende forståelse af os selv.
En kraftfuld måde at bryde denne identifikation og genforbinde os med vores glemte dybeste identitet, er gennem en indre dialog med os selv gennem tanker og følelser. Forestil dig, at du sidder foran en ældre mand eller kvinde med stor visdom og indsigt i hvem lige netop du er, og hvad din dybeste identitet længes efter at fortælle dig. Måske kender du til og med ansigtet eller personligheden af den ældre (en bedsteforælder, en onkel eller tante, en tidligere lærer, en kollega, en gammel ven). Tag et par dybe vejrtrækninger, og prøv at være så åben og nysgerrig som du kan, på hvad der mon kan komme ud af mødet med denne ældre. Et eksempel på dialog kunne være:
ÆLDRE: Hvordan har du det lige nu, Henrik?
HENRIK: Jeg føler mig dum lige nu. For anden gang på en uge har jeg glemt min kode til mit dankort. Det må bare ikke ske. Og hvorfor lige nu? Det er som om at min hukommelse svigter, og at jeg ikke kan finde ud af noget som helst her i livet.
ÆLDRE: Du lyder meget hård ved dig selv. Er det en følelse du er bekendt med fra tidligere?
HENRIK: Ja mon ikke. Det føles som om, at det er de små ting der kan få mig ud i stormvejr. Det er forfærdeligt at tænke på at der ikke skal mere til.
ÆLDRE: Ja liden tue kan vælte stort læs som man siger. Men du udspiller nok bare det der er sandt for dig.
HENRIK: Så er det jo min egen skyld!
ÆLDRE: Det er sådan du vælger at se det. Denne måde at kritisere dig selv på, er så meget en del af din personlighed. Men husk, at du er mere end din personlighed.
HENRIK: Men jeg føler mig jo så dum og uden værdi
ÆLDRE: Det er helt normalt. Du har brugt meget tid på at tro på den del af dig, der kritisere dig selv. Det tager noget tid, før at du begynder at tro på mig, dig selv, i stedet. Du er jo ikke dum, bare fordi du glemmer din kode. Du er menneske og vi laver af og til fejl. Ingen kræver at du er perfekt. Jeg er hos dig, jeg ser dig, og vil altid hjælpe dig. Prøv om du kan forbinde dig til noget af den venlighed som jeg er, den venlighed som du selv er, så du kan lave en lille sprække med lys ind i det rum, hvor du i virkeligheden hører hjemme.
HENRIK: Okay, tak. Vi tales ved i morgen igen.
Selv om dette eksempel virker lidt teatralsk, så handler det om at mærke, hvad denne indre støtte kan gøre for os, i form af at slippe det velkendte indre rollespil, og istedet forbinde os med selv-empati og venlighed, og indse at de kvaliteter har været i os hele tiden.
