Kan Facebook hjælpe dig med at blive klogere på dig selv? Eller ender det, som det så ofte er fremført med, at vores Facebook aktiviteter, får en negativ indflydelse på vores mentale velbefindende? Problemet med Facebook, og andre sociale medier, er at vores synsfelt er kraftigt begrænset. Vi ser et skønt billede eller tekst af en samhørighed eller fællesskab, og lynhurtigt skaber vi et billede i vores bevidsthed. Det komplette billede er således kraftigt forvrænget af vores egne behov, længsler og erfaringer.
Men selv om de fleste nok anser sig for at kunne se udover denne kunstige forvrængede virkelighed, er det nok de færreste, der helt kan se sig fri for at blive påvirket. For underbevidsthedens sprog er netop følelser/emotioner og billeder, hvilket tilfældigvis er Facebooks specialitet. Men ved at være opmærksomme på vores følelser og stemninger, både de positive og negative, kan vi heldigvis i det fleste tilfælde, ha tilstrækkelig med modstandskraft og kritisk tænkning omkring det forvrængede billede vi oplever. Men pludselig kan en historie eller et billede falde ind i et sted i os, hvor der er et underskud, og hvor der er så meget på spil at vi ikke kan modstå presset.
Det sidste skete for mig for et par dage side på Facebook. Jeg læste en besked som udløste både frygt og mismod. Over de næste par dage, forfulgte tanken mig igen og igen. Jo dybere jeg gik ind i historien, jo mere bekymret blev jeg. Dette gentog sig dag ud og dag ind. Tanken og historien var insisterende, og krævede konsekvens og handling. Historien klæbede til mig. Det gik efterhånden op for mig, at det var den samme historie der kørte i ring og hele tiden insisterede på at blive genfortalt og gentænkt. Samtidig blev jeg mere og mere mismodig. Jeg besluttede mig for at give slip på historien og kigge mig selv i øjnene. Jeg gav mig selv mere reflektionstid, og begyndte at nedskrive mine tanker og erfaringer.
Det der gjorde en forskel var, da jeg begyndte at se mig selv fra afstand med nysgerrighed og venlighed. En nysgerrighed på mit jeg’s krumspring og kontrol strategier. I frygt for at miste (for det var det min historie endte med at få mig til at føle) skabte jeg en verden for mig selv, der var kraftigt forenklet, fuld af fordømmelser og vrede, og med en lukkethed og uvilje til at se tingene anderledes. Så snart jeg kunne ændre perspektivet, bare en anelse, kunne jeg få øje på den del af mig der var bange. Med det skete et skift, fra at hele mig var bange, til at det kun handlede om en lille del af mig. Næste gang historien insisterende bankede på, var det noget nemmere, at bringe klarhed ind i systemet for modstanden i historien var nu allerede mindre.
Hvis vi kun lader os lede, af vores sinds insisterende tanker, bliver vi gang på gang ledt på vildspor. Ved at stoppe historien, giver det andre muligheder. Fokus skal drejes fra den ydre til den indre verden, for at afdække, mærke og sætte ord på de følelser der måtte være. Ved at pege lyskeglen indad, på det sted som yder modstand, og turde udforske det, kan der komme lys på, hvad der er på spil.
Man kan ha en indre dialog med den del af en som kæmper ved f.eks at spørge: Hvad ønsker du af mig? Hvad er du såret over? Hvad forhindrer du mig i at gøre? Hvad får du mig til at fortsætte med?
Når vi møder disse indre konflikter som holder os fast, f.eks sat i gang af historierne på de sociale medier, møder vi sider af os, som ikke er kompatible med vores jeg, og hvor sindet reagerer med uhensigtsmæssige strategier, som er langt fra, hvad vi egentlig ønsker os. Hvis vi giver os selv tålmodighed og venlighed, er der mulighed for at vi kan observere og bruge vores reaktionsmønster aktivt, til at blive klogere på os selv. Og ikke mindst at kunne vokse som menneske, ved at finde nye åbninger hvor lyset kan trænge ind.
