Har min rummelighed mon en udløbsdato? Jeg har ofte svært ved at acceptere vedvarende negative følelser. Ikke på den korte bane, men mere vedvarende af slagsen. Der er en ufri fornemmelse, og rigtig meget energi, går med at få tilstanden til at give mening: ”Det virker ikke rigtig at jeg skal ha det sådan her så længe”, ”Der må være noget som jeg har misset, og som jeg bare skal opdage og løse”, osv. I stedet for at ha tanker og følelser, så bliver jeg til dem. Rigtig meget af min energi og kraft, går med at fortabe mig i minder og længsler efter at blive fri for det, ved enten at handle mig ud af det, eller at prøve at ignorere det. En udfordring for mig er at finde impulsen til noget mere konstruktivt.
Første skridt i den retning, er at minde mig selv om, at det faktisk er det mest menneskelige vilkår at lide under svære følelser selv i længere tid. Det giver som regel en overfladisk accept af, at alt er som det skal være, og at min opgave er, at få skabt plads til det, og genskabt kontakten med mig selv.
Naturen, bevægelse og at skrive, er tre ting der kan skabe plads, når jeg er udfordret. I naturen er det bare sværere for krop og sind, at blive overvældet når opmærksomheden venligt, men bestemt, bliver ledt i retning af sanserne. Langsomme bevægelse (a la yoga/tai chi/dans) er for mig en måde, at mærke at energien i kroppen hele tiden er i forandring. Endelig kan nedskrivning af tanker, historier og fantasier få mit sind, til at slapper lidt mere af, når det kommer ned på papiret.
Når der er skabt plads, skal der skabes kontakt. Og her kommer det svære. For i stedet for at gå rundt om følelserne, og pege fingre og dømme dem, skal de nu mærkes, som deres fysiske aftryk i kroppen. Dette er et provokerende skift, men ofte er det et overraskende slip, der sker i kroppen ved at turde gå så tæt på som muligt. Det er som om, man dykker ned under bølgen i et stormvejr. Verden ser bare helt anderledes ud under overfladen. Det er som om, at man ikke kan dømme en følelse når man går rigtig tæt på, og ikke foretager sig andet end, at være nysgerrig og åben.
Processen med at give plads og skabe kontakt, efterlader mig som regel todelt. En del af mig er nu helt okay, og kan tage sig af den del af mig, som stadig er lidt skræmt. På vejen til accept, er dette makkerpar specielt vigtigt, at få frem i lyset. Det vil sige, den del af mig der nu føles okay, skal anerkende og gøre sig ven med den del der stadig kæmper, og lider under følelsen. Hvis ikke dette makkerpar finder hinanden, vil den lidende del kunne skubbes fra os (endnu engang), og give mere liv i det skjulte. Jo mere vi prøver at skubbe fra os, følelsesmæssigt eller reaktivt, jo mere giver det liv i det skjulte, og vil senere igen dukke op, og tappe energi. At lære dette makkerpar at kende, er måske den vigtigste læring, til at håndtere fremtidige følelsesmæssige stormvejr.
I stedet for at spilde energi på, at slå os selv i hovedet, med hvad vi burde føle, eller hvorfor vi føler som vi gør, bør vi i stedet indse, at der ligger et valg i, hvordan vi reagerer på følelserne. Det er dette valg vi kan træne, for at styrke vores mentale balance, så både det gode, og det dårlige, kan fylde uden at vi går i stykker.
