Så er du nok ikke alene. Oprindeligt var tanken med bededagene, at folket skulle bede om syndsforladelse, for ad den vej mindske landets ulykker. Selv om syndsbegrebet idag har undertoner af både skyld og dårlig samvittighed, var den oprindelige mening dog en ganske anden. Synd var identisk med at fejle, at ramme ved siden af målet, og helt enkelt at være ved siden af sig selv. Derudover var der tale om en tilstand, som det var mulig for den enkelte at ændre på. Når man havde ramt ved siden af målet, indikerede det blot, at man havde befundet sig for langt væk fra dette mål, og at man ved at træde tættere på, altså ved at være mere nærværende, lettere ville være i stand til at leve op til sig selv.
Så bededag handler altså om at erkende, at vi er kommet for langt væk fra os selv. Men hvordan ved jeg så, at jeg er ved siden af mig selv? Vi mærker det først og fremmest ved, at vores opmærksomhed bliver meget ensidigt fokuseret på ydre forhold, som f.eks. problemer, udfordringer, arbejde, madlavning og ikke mindst relationer. Når vi forlader os selv, ved at være opslugt af ydre krav, fanges vi i at TÆNKE på livet i stedet for at MÆRKE det, hvilket giver bekymringer, stress, skyldfølelser og konfliker. For har vi ikke os selv med, når vi går ud i verden, kan det være svært at stole på os selv. Det kan være ret skræmmende at opleve. Derfor giver det også god mening, at den tilstand kan afstedkomme både stress, angst og bekymring.
At genfinde vejen hjem til os selv, handler om den indre balance mellem kroppen, sindet og ånden. Sammen udgør disse tre en helhed, der holdes sammen af nærvær og opmærksomhed. Ånden er en abstrakt livsenergi, som hele tiden er tilgængelig, bag ved det der udspiller sig i kroppen og sindet. Det er sindets stærke tilbøjeligheder til at tilfredsstille, dømme eller begære, der gør at vi forlader os selv gang på gang. Kontakten til ånden er det første der lukker ned, når sindet fyldes med tanker og følelser, og kroppen har travlt med at følge med alle sansningerne.
Der findes ingen genveje til at genfinde denne balance. Det er noget vi må gøre alene og ofte i ro. Denne visdom har været tilgængelig i tusinde af år og bededagene er et levn fra den tid, hvor bønner hvad den mest gængse metode til at genfinde balancen.
Når vi begynder at stå ved os selv i vores helhed af behov, grænser og medmenneskelighed sker der samtidig det paradoksale, at vi får mere fokus og medfølelse for vores relationer og omverden. Og så er vi tilbage ved den oprindelige tanke, med bededag som et middel til at forandre verdenen indefra.
Måske er store bededag den tid på året, hvor vi hver især skal reflektere over, hvordan vi kan bringe endnu mere kærligt og venligt nærvær ind i et, for mange af os, presset indre system af gøremål og præstationer. Men en enkelt dag er desværre ikke nok. Vi er nødt til at have nogle praksisser i vores hverdag, hvor vi er til stede med os selv, og kan mærke, hvordan vi i bund og grund har lyst til at leve.
Jeg håber du finder lige netop din vej idag.
Ha en kærlig og venlig store bededag
