Da jeg var dreng lærte min far mig denne remse: Alle vil over hvor gærdet er lavest. Remsen skulle siges hurtigt med tryk på sidste stavelse: A-le vil o-ver hvor gær-det er la-vest. Et billede på den laveste mulige arbejdsindsats for at nå et mål.
Jeg har fundet ud af, at den remse passer så fint til mit sinds tilbøjelighed til at lave historier og hurtigt hoppe til konklusioner. Det er den historie jeg fortæller om mig selv og andre i mit liv og er særdeles afgørende for, hvordan jeg ender med at opleve og tolke en situation. Det kan betyde forskellen mellem at være i balance med mig selv, og at være i direkte konflikt med mig selv og omverdenen. Sindet springer over hvor gærdet er lavest og udfylder hurtigt hullerne med historier og ideer. Der er en ambivalens forbundet med at hoppe over hvor gærdet er lavest, når det gælder disse historier. På den ene side, er der en umiddelbar (kropslig) belønning i den hurtige konklusion. Men i belønningens kølvand mærkes også uro og usikkerhed.
Vi kender det f.eks fra, når vi venter på at en sms skal blive besvaret. Dagene går og vi tror “Hun er nok blevet sur på mig over noget” eller ”Det er også typisk hende, hun respektere mig heller ikke”. Denne historie giver umiddelbart en følelse af tilfredshed og kontrol fordi rollerne er fordelte. Men hvad nu hvis det var sandt? En ny historie prøver at finde mening i, at hun nu pludselig ikke respektere mig længere? Det giver flere tanker, mere uro, og måske tristhed, og vrede. Men døren er allerede lukket til alternative tolkninger af den første historie. Resultatet bliver en alt sværere situation, hvor der ikke er plads til andet end, at holde fast i den sandhed som historien repræsentere, og som sindet holder fast i.
Hvis vi i stedet kunne tage mere let på vores sinds tilbøjeligheder til hurtige konklusioner, ville vi have nemmere ved at rumme denne usikkerhed. En måde at træne vores sind, til at stoppe op inden det hopper til den hurtige konklusion, kunne være at mærke følelsen under reaktionen. En følelse som vrede er f.eks ofte forbundet med sårbarhed, skam og skyld. Vi kan bedre håndtere disse følelser, når de er blevet identificeret og navngivet. At træne os selv i at mærke denne usikkerhed er et særdeles sårbart sted, men et meget sundere følelsesmæssigt sted at være, også selv om det ikke kommer med den samme umiddelbare belønning. Jeg skal gang på gang minde mig selv om, at en af de største udfordringer netop er, at “ikke vide” besked. Det er nok den bedste sikkerhed, jeg kan give mig selv.
