Lade være med at have forventninger, for du bliver bare skuffet? Sådan kunne et råd lyde til en, som mig, der ofte stille for høje krav. Forventninger som ikke indfries, giver hos mange anledning til frustration, vrede, og måske også at føle sig forkert. Men er det virkelig så enkelt som at bare slukke for forventningerne? Giver det overhovedet mening ikke at ha forventninger til de mennesker der står os nærmest? Og hvordan opdager jeg, at jeg har sat næsen for højt op?
Jeg …oplever, at forventninger kommer i rigtig mange forskellige former og facetter. Forventninger kommer forklædt som motivationer, visioner, mål og længsler og som sociale normer. En situation for mig, som jeg stadig tager ved lære af, er når jeg arbejder i projekt med andre. Hvis jeg bliver grebet af gode ideer og motivation til at bevæge mig fremad og ud over stepperne, ja så kan jeg få en forventning til mig selv om at præstere. Det har sikkert noget at gøre med, at jeg som type, bliver motiveret af detaljer og resultater. Det føles lidt som at sidde i et tog og kigge på verden udenfor i høj fart. Noget af verden forsvinder. Men der er også en glæde i, at bevæge sig sammen med andre, der trække i sammen retning. Og her kommer så det der er svært. For hvad hvis jeg oplever at nogle vil noget andet end mig? Det første skridt i retning mod en skuffelse, ligger nemlig i at holde alt for fast i forestillingen om den “rigtige vej” eller forestillingen om, hvor meget de enkelte skal bidrage. I min iver får jeg aldrig spurgt mig selv om der er andre veje. Kimen til skuffelse ligger i, mit alt for store krav til mig selv, som så automatisk bliver til et stort krav til omverdenen.
Det der har gjort, en forskel for mig har været, at være åben overfor de forventninger jeg sætter til mig selv. Høje indre krav kommer før eller siden ud som høje ydre krav til omgivelserne. Dette sker yderst subtilt, og det kræver en del øvelse at fange disse indre regler, som man har lagt for sig selv og andre. Den indre stemme er ofte rigid i sine krav om resultater, krav på ydre anerkendelser, punktlighed og arbejdsomhed. Den bedste måde at møde denne rigide stemme på, er først og fremmest at anerkende den med venlighed. Indre rigiditet håndteres nemlig bedst, med venlighed og forståelse og ikke gennem at kommandere den væk.
Men der er et paradoks her. Som nævnt, resulterer urealistisk høje forventninger i rigiditet og skuffelser. Men uden forventninger, kan derimod resultere i passivitet, manglende motivation og retning. Kunsten er at finde balancen mellem, på den ene side, åbenhed og en ikke-dømmende intension, og på den anden side, stadig kunne mærke mit indre behov for at gøre mig umage, og forvente at de andre også gør det.
Måske er det lidt som at køre tog. Det smukkeste landskab kan pludselig fange vores opmærksomhed, når vi mindst venter det, hvor vi før bare sad og drømte om, at vi allerede var fremme.
