Det siges at størst og stærkest af alt er kærligheden. Men kærligheden er også den, der skaber mest uro i vores liv. Ikke mindst i denne tid på året, hvor julen i den grad står, som symbol på den ubetingede kærlighed: Kærlighed uanset hvad der sker. Betydningen er let at forstå, men at arbejde med fænomenet kan være noget af udfordring.
Juleaften er blevet kaldt den eneste tilbagevendende religiøse oplevelse, hvor vi år efter år, bliver mindet om, hvordan det burde være. I julen forsamles familien, og er man sammen med sin barndoms familie, bringes alle mulige stemninger op, der har dybe rødder tilbage fra dengang, vi var børn. På godt og ondt.
Der er en lærerig symbolik i julens ydre små og store dramaer i forhold til vores indre drama: forventningen om den ideelle jul, hvor alt kan rummes og accepteres gennem ubetingede kærlighed, på den ene side, og så de træk i os selv, som vi er mindre stolte af, på den anden side. Hvor rummeligheden ikke rigtig slog til og kærligheden føles langt væk. Men kærligheden har både en ydre og en indre kilde. Den ydre kærlighed er forbundet med vores ydre identitet eller personlighed. Personligheden, har til formål at sørge for, at vores følelsesmæssige behov bliver opfyldt. Meget af vores identitet er netop bundet op på denne ydre kærlighed og dens behov for tillid, tryghed og intimitet. Personligheden kan også meget resolut lukke af for kærligheden, når vi ikke føler os trygge længere. Den indre kærlighed, derimod, hænger sammen med vores dybeste indre identitet eller væren. Denne indre identitet er netop kendetegnet ved at bære betingelsesløs, ufordømmende og accepterende. Men nøglen til det betingelsesløse, til rummeligheden og accepten, ligger i den måde vores dybe identitet omfatter og inkludere vores personlighed, præcis som den er. Når vi tør stå ved de sider af os, som er vrede, fordømmende, behovsfyldte og selviske vil vi kunne påskønne de samme menneskelige egenskaber i andre. Når vores dybe indre identitet, rummer den ydre identitet sker der forandringer og vi vil blandt andet kunne opstille passende grænser for mennesker i vores liv på en sund måde, i stedet for i afmagt og undgåelse.
Så den ubetingede kærlighed opstår af sig selv, når vi acceptere alle vore følelser og elsker alle sider af os selv, også dem der ikke udviser ubetinget kærlighed.
Måske er julens også en vigtig påmindelse om den ultimative lektie som vi alle skal lære, nemlig hvordan vi kan elske lidt mere ubetinget og ad den vej blive lidt mere rummelig. Et lille skridt i den retning, ville være, at påskønne vores egen medfødte menneskelighed.
