Nu er det snart weekend, og det betyder for mange af os, at skulle være nærværende med vores nærmeste. Men at være nærværende, handler ikke bare om at optimere kvaliteten for os selv i samværet med den anden. At være NÆRVÆRENDE, optimere i den grad vores måde at være med hinanden på. At være TILSTEDE, er en måde at være sammen på, som mange nok vil nikke genkende til: vi udveksler meninger, interesser og holdning. Samtalen opleves som noget, der foregår i rummet imellem os. M…en det er på ingen måde det samme som at være NÆRVÆRENDE. Ved at være NÆRVÆRENDE, bringes samtalen ind i hver af os, ved at vi ser den anden som den anden er lige nu, med oprigtig interessere for hvem den anden er. Gennem denne interesse, samskabes et rum, hvor vi mærker hinanden med alt hvad vi har. Derved bliver nærværet grundlaget for enhver god relation, og dermed også grundstenen i et stærkt fællesskab, fordi vi bruger empatien til at prøve at forstå og knytte bånd. Så at være nærværende, er i den optik mere end at sanse sit eget rum. Held og lykke med at styrke fællesskabet i weekenden 
Hvad handler integral psykoterapi om?
Vi kan i visse situationer, få en følelse af at kæmpe og sidde fast, også selv om vi har gjort os umage. Som at sidde fast i kviksand: jo mere vi kæmper med problemet, jo værre bliver det. Denne fastlåshed handler primært om, at vi holder for meget fast, i de sider af os, som vi ikke tør slippe. Der er brug for at opdage nye sider, og at re-evaluere de gamle. Dette sker bedst, gennem at arbejde med det, der er større end sindet, nemlig k…rop og ånd. Det handler om at lære kroppens sprog at kende, og at vi også består af ånd, gennem det ”medie” som alle fænomener udspringer fra.
Et eksempel er de to løsningsopgaver i den integrale psykoterapi: ”at HOLDE” og ”at ACCEPTERE”. HOLDE, som at holde mig selv til en sansning. ACCEPT, som at acceptere en følelse, jeg kæmper med lige nu. Spørger vi sindet om hjælp, vil den hurtig overbevise os om, at den sagtens kan klare disse to opgaver. Men sindet kan ikke, i sig selv, give os den frihed vi søger, netop fordi det er så optaget af, hvad der kan GØRES. I stedet handler det om, at få vækket både krop og ånd, for det er her ”at HOLDE” og ”at ACCEPTERE” bor, fordi de begge udspringer af vores grundlæggende VÆREN.
Så for at finde freden og glæden i vores liv, er det altafgørende, at vi kan HOLDE os selv (ud!) og ACCEPTERE hvem vi er, inklusive alle de tankerformer, følelser, domme, antagelser, overbevisninger og behov der måtte viser sig.
Lade være med at have forventninger, for du bliver bare skuffet?
Lade være med at have forventninger, for du bliver bare skuffet? Sådan kunne et råd lyde til en, som mig, der ofte stille for høje krav. Forventninger som ikke indfries, giver hos mange anledning til frustration, vrede, og måske også at føle sig forkert. Men er det virkelig så enkelt som at bare slukke for forventningerne? Giver det overhovedet mening ikke at ha forventninger til de mennesker der står os nærmest? Og hvordan opdager jeg, at jeg har sat næsen for højt op?
Jeg …oplever, at forventninger kommer i rigtig mange forskellige former og facetter. Forventninger kommer forklædt som motivationer, visioner, mål og længsler og som sociale normer. En situation for mig, som jeg stadig tager ved lære af, er når jeg arbejder i projekt med andre. Hvis jeg bliver grebet af gode ideer og motivation til at bevæge mig fremad og ud over stepperne, ja så kan jeg få en forventning til mig selv om at præstere. Det har sikkert noget at gøre med, at jeg som type, bliver motiveret af detaljer og resultater. Det føles lidt som at sidde i et tog og kigge på verden udenfor i høj fart. Noget af verden forsvinder. Men der er også en glæde i, at bevæge sig sammen med andre, der trække i sammen retning. Og her kommer så det der er svært. For hvad hvis jeg oplever at nogle vil noget andet end mig? Det første skridt i retning mod en skuffelse, ligger nemlig i at holde alt for fast i forestillingen om den “rigtige vej” eller forestillingen om, hvor meget de enkelte skal bidrage. I min iver får jeg aldrig spurgt mig selv om der er andre veje. Kimen til skuffelse ligger i, mit alt for store krav til mig selv, som så automatisk bliver til et stort krav til omverdenen.
Det der har gjort, en forskel for mig har været, at være åben overfor de forventninger jeg sætter til mig selv. Høje indre krav kommer før eller siden ud som høje ydre krav til omgivelserne. Dette sker yderst subtilt, og det kræver en del øvelse at fange disse indre regler, som man har lagt for sig selv og andre. Den indre stemme er ofte rigid i sine krav om resultater, krav på ydre anerkendelser, punktlighed og arbejdsomhed. Den bedste måde at møde denne rigide stemme på, er først og fremmest at anerkende den med venlighed. Indre rigiditet håndteres nemlig bedst, med venlighed og forståelse og ikke gennem at kommandere den væk.
Men der er et paradoks her. Som nævnt, resulterer urealistisk høje forventninger i rigiditet og skuffelser. Men uden forventninger, kan derimod resultere i passivitet, manglende motivation og retning. Kunsten er at finde balancen mellem, på den ene side, åbenhed og en ikke-dømmende intension, og på den anden side, stadig kunne mærke mit indre behov for at gøre mig umage, og forvente at de andre også gør det.
Måske er det lidt som at køre tog. Det smukkeste landskab kan pludselig fange vores opmærksomhed, når vi mindst venter det, hvor vi før bare sad og drømte om, at vi allerede var fremme.
Har min rummelighed mon en udløbsdato?
Har min rummelighed mon en udløbsdato? Jeg har ofte svært ved at acceptere vedvarende negative følelser. Ikke på den korte bane, men mere vedvarende af slagsen. Der er en ufri fornemmelse, og rigtig meget energi, går med at få tilstanden til at give mening: ”Det virker ikke rigtig at jeg skal ha det sådan her så længe”, ”Der må være noget som jeg har misset, og som jeg bare skal opdage og løse”, osv. I stedet for at ha tanker og følelser, så bliver jeg til dem. Rigtig meget af min energi og kraft, går med at fortabe mig i minder og længsler efter at blive fri for det, ved enten at handle mig ud af det, eller at prøve at ignorere det. En udfordring for mig er at finde impulsen til noget mere konstruktivt.
Første skridt i den retning, er at minde mig selv om, at det faktisk er det mest menneskelige vilkår at lide under svære følelser selv i længere tid. Det giver som regel en overfladisk accept af, at alt er som det skal være, og at min opgave er, at få skabt plads til det, og genskabt kontakten med mig selv.
Naturen, bevægelse og at skrive, er tre ting der kan skabe plads, når jeg er udfordret. I naturen er det bare sværere for krop og sind, at blive overvældet når opmærksomheden venligt, men bestemt, bliver ledt i retning af sanserne. Langsomme bevægelse (a la yoga/tai chi/dans) er for mig en måde, at mærke at energien i kroppen hele tiden er i forandring. Endelig kan nedskrivning af tanker, historier og fantasier få mit sind, til at slapper lidt mere af, når det kommer ned på papiret.
Når der er skabt plads, skal der skabes kontakt. Og her kommer det svære. For i stedet for at gå rundt om følelserne, og pege fingre og dømme dem, skal de nu mærkes, som deres fysiske aftryk i kroppen. Dette er et provokerende skift, men ofte er det et overraskende slip, der sker i kroppen ved at turde gå så tæt på som muligt. Det er som om, man dykker ned under bølgen i et stormvejr. Verden ser bare helt anderledes ud under overfladen. Det er som om, at man ikke kan dømme en følelse når man går rigtig tæt på, og ikke foretager sig andet end, at være nysgerrig og åben.
Processen med at give plads og skabe kontakt, efterlader mig som regel todelt. En del af mig er nu helt okay, og kan tage sig af den del af mig, som stadig er lidt skræmt. På vejen til accept, er dette makkerpar specielt vigtigt, at få frem i lyset. Det vil sige, den del af mig der nu føles okay, skal anerkende og gøre sig ven med den del der stadig kæmper, og lider under følelsen. Hvis ikke dette makkerpar finder hinanden, vil den lidende del kunne skubbes fra os (endnu engang), og give mere liv i det skjulte. Jo mere vi prøver at skubbe fra os, følelsesmæssigt eller reaktivt, jo mere giver det liv i det skjulte, og vil senere igen dukke op, og tappe energi. At lære dette makkerpar at kende, er måske den vigtigste læring, til at håndtere fremtidige følelsesmæssige stormvejr.
I stedet for at spilde energi på, at slå os selv i hovedet, med hvad vi burde føle, eller hvorfor vi føler som vi gør, bør vi i stedet indse, at der ligger et valg i, hvordan vi reagerer på følelserne. Det er dette valg vi kan træne, for at styrke vores mentale balance, så både det gode, og det dårlige, kan fylde uden at vi går i stykker.
Alle vil over hvor gærdet er lavest
Da jeg var dreng lærte min far mig denne remse: Alle vil over hvor gærdet er lavest. Remsen skulle siges hurtigt med tryk på sidste stavelse: A-le vil o-ver hvor gær-det er la-vest. Et billede på den laveste mulige arbejdsindsats for at nå et mål.
Jeg har fundet ud af, at den remse passer så fint til mit sinds tilbøjelighed til at lave historier og hurtigt hoppe til konklusioner. Det er den historie jeg fortæller om mig selv og andre i mit liv og er særdeles afgørende for, hvordan jeg ender med at opleve og tolke en situation. Det kan betyde forskellen mellem at være i balance med mig selv, og at være i direkte konflikt med mig selv og omverdenen. Sindet springer over hvor gærdet er lavest og udfylder hurtigt hullerne med historier og ideer. Der er en ambivalens forbundet med at hoppe over hvor gærdet er lavest, når det gælder disse historier. På den ene side, er der en umiddelbar (kropslig) belønning i den hurtige konklusion. Men i belønningens kølvand mærkes også uro og usikkerhed.
Vi kender det f.eks fra, når vi venter på at en sms skal blive besvaret. Dagene går og vi tror “Hun er nok blevet sur på mig over noget” eller ”Det er også typisk hende, hun respektere mig heller ikke”. Denne historie giver umiddelbart en følelse af tilfredshed og kontrol fordi rollerne er fordelte. Men hvad nu hvis det var sandt? En ny historie prøver at finde mening i, at hun nu pludselig ikke respektere mig længere? Det giver flere tanker, mere uro, og måske tristhed, og vrede. Men døren er allerede lukket til alternative tolkninger af den første historie. Resultatet bliver en alt sværere situation, hvor der ikke er plads til andet end, at holde fast i den sandhed som historien repræsentere, og som sindet holder fast i.
Hvis vi i stedet kunne tage mere let på vores sinds tilbøjeligheder til hurtige konklusioner, ville vi have nemmere ved at rumme denne usikkerhed. En måde at træne vores sind, til at stoppe op inden det hopper til den hurtige konklusion, kunne være at mærke følelsen under reaktionen. En følelse som vrede er f.eks ofte forbundet med sårbarhed, skam og skyld. Vi kan bedre håndtere disse følelser, når de er blevet identificeret og navngivet. At træne os selv i at mærke denne usikkerhed er et særdeles sårbart sted, men et meget sundere følelsesmæssigt sted at være, også selv om det ikke kommer med den samme umiddelbare belønning. Jeg skal gang på gang minde mig selv om, at en af de største udfordringer netop er, at “ikke vide” besked. Det er nok den bedste sikkerhed, jeg kan give mig selv.
Hårdt ramt af tinnitus?
Måske kender du en der er hårdt ramt af tinnitus? For den der er ramt af tinnitus, kan det indebære mange negative tanker og bekymringer og give stærke følelsesmæssige reaktioner som irritation, vrede, ængstelse, isolation og træthed. Jeg arbejder med behandling af tinnitus indenfor rammerne af moderne psykoterapi, som bla. kan inkludere kropsterapeutisk arbejde, mindfulness, kognitive og psykodynamiske metoder. Jeg kan ikke fjerne tinnitus men gennem et psykoterapeutisk forløb kan vi sammen arbejde med at mindske de gener der er af tinnitus.
Jeg tilbyder dig et frirum
Uanset om du oplever, at følelserne løber om hjørner med dig, eller om du undrer dig over, ikke at føle særligt meget, så er det begge en mulighed for komme mere tilstede i dig selv og lære mere om hvem du er. Med nysgerrighed, kreativitet og mod kan du komme langt i forhold til, at finde din vej ud af noget der kan opleves som fastlåst og ind i det, der lige nu kan være en form for sandhed for dig. Jeg tilbyder dig det frirum, hvor vi sammen kan arbejde med at få skabt mere plads og åbenhed til hvem du er og det der betyder noget for dig.
Du er velkomment til at kontakte mig på henrik@vejenhjem.net – lige nu tilbyder jeg første samtale til 400 kr.
