This being human is a guest house
Every morning a new arrival

A joy, a depression, a meanness,
some momentary awareness comes
as an unexpected visitor

Welcome and entertain them all!
Even if they are a crowd of sorrows,
who violently sweep your house
empty of its furniture,
still, treat each guest honorably
He may be clearing you out
for some new delight

The dark thought, the shame, the malice
meet them at the door laughing and invite them in

Be grateful for whatever comes
because each has been sent
as a guide from beyond

— Rumi,
oversat af Coleman Barks

 Det der skaber mest frustration er, når vi føler os låst fast i nogle billeder og kasser af verden som ikke understøtter vores trivsel. Måske føler vi til og med også, at andre har låst os fast i et billede som vi slet ikke genkender. Disse sidste dage på året, er en kærkommen lejlighed, til at udfordre dette verdensbillede. At se med nye øjne. Bare for en stund. Jeg ved det for nogle, er en meget provokerende tanke. Måske har dit sind allerede kategoriseret denne opfordring som noget ”new age pjat”. Men måske kan dette billede hjælpe dig på vej:

Tænk på at vi alle har hver vores egen indre skabelon, som vi bruger til, at sætter ned over alle de oplevelser, vi kommer ud for i løbet af dagen. Tænk så på skabelonen som noget der var engang eller som en drøm om noget, der endnu ikke har været. Forestil dig, at du kan slette alt hvad du ved om verden og dig selv, bare et ganske kort øjeblik. Og forestil dig så hvordan det ville være at kigge ud på verden og på dig selv, med et helt nyt, frisk åbent sind, som så du alt for første gang. Ville du kunne tillade dig selv den frihed, der kunne være ved at nulstille dig selv og helt fjerne skabelonen, og se på alt omkring dig med helt nye øjne?

Træk vejret ind i denne nye verden et par gange. Vend gerne dit ydre blik opad mod trækronerne og himlen mens du samtidigt vender dit indre blik mod dig selv. Betragt dig selv og dine relationer med et helt åbent, nyt og nysgerrigt sind. Bare prøv et øjeblik og se, hvad der dukker op. Læg speciel mærke til, om du kan se tingene som de er, eller om der er en impuls, til at forandre det, henimod det du gerne vil ha der skal være. Gør dette, mens du skanner igennem dit indre fotoalbum af relationer. Se kun det som er! Ikke mere, ikke mindre.

Måske dukker der en længsel op, i forhold til en bestemt relation. En længsel, som der ikke er plads til at give udtryk for i den orden som din indre skabelon skaber i dine erindringer. Skriv denne længsel ned på en side i din notes bog, som har overskriften ”Husk i 2018”.

Det er bare en lille leg. Dine erindringer vil altid være med dig, men de behøver bare ikke altid at fylde det hele.

Godt nytår!

Det siges at størst og stærkest af alt er kærligheden. Men kærligheden er også den, der skaber mest uro i vores liv. Ikke mindst i denne tid på året, hvor julen i den grad står, som symbol på den ubetingede kærlighed: Kærlighed uanset hvad der sker. Betydningen er let at forstå, men at arbejde med fænomenet kan være noget af udfordring.
Juleaften er blevet kaldt den eneste tilbagevendende religiøse oplevelse, hvor vi år efter år, bliver mindet om, hvordan det burde være. I julen forsamles familien, og er man sammen med sin barndoms familie, bringes alle mulige stemninger op, der har dybe rødder tilbage fra dengang, vi var børn. På godt og ondt.
Der er en lærerig symbolik i julens ydre små og store dramaer i forhold til vores indre drama: forventningen om den ideelle jul, hvor alt kan rummes og accepteres gennem ubetingede kærlighed, på den ene side, og så de træk i os selv, som vi er mindre stolte af, på den anden side. Hvor rummeligheden ikke rigtig slog til og kærligheden føles langt væk. Men kærligheden har både en ydre og en indre kilde. Den ydre kærlighed er forbundet med vores ydre identitet eller personlighed. Personligheden, har til formål at sørge for, at vores følelsesmæssige behov bliver opfyldt. Meget af vores identitet er netop bundet op på denne ydre kærlighed og dens behov for tillid, tryghed og intimitet. Personligheden kan også meget resolut lukke af for kærligheden, når vi ikke føler os trygge længere. Den indre kærlighed, derimod, hænger sammen med vores dybeste indre identitet eller væren. Denne indre identitet er netop kendetegnet ved at bære betingelsesløs, ufordømmende og accepterende. Men nøglen til det betingelsesløse, til rummeligheden og accepten, ligger i den måde vores dybe identitet omfatter og inkludere vores personlighed, præcis som den er. Når vi tør stå ved de sider af os, som er vrede, fordømmende, behovsfyldte og selviske vil vi kunne påskønne de samme menneskelige egenskaber i andre. Når vores dybe indre identitet, rummer den ydre identitet sker der forandringer og vi vil blandt andet kunne opstille passende grænser for mennesker i vores liv på en sund måde, i stedet for i afmagt og undgåelse.
Så den ubetingede kærlighed opstår af sig selv, når vi acceptere alle vore følelser og elsker alle sider af os selv, også dem der ikke udviser ubetinget kærlighed.
Måske er julens også en vigtig påmindelse om den ultimative lektie som vi alle skal lære, nemlig hvordan vi kan elske lidt mere ubetinget og ad den vej blive lidt mere rummelig. Et lille skridt i den retning, ville være, at påskønne vores egen medfødte menneskelighed.

Kan Facebook hjælpe dig med at blive klogere på dig selv? Eller ender det, som det så ofte er fremført med, at vores Facebook aktiviteter, får en negativ indflydelse på vores mentale velbefindende? Problemet med Facebook, og andre sociale medier, er at vores synsfelt er kraftigt begrænset. Vi ser et skønt billede eller tekst af en samhørighed eller fællesskab, og lynhurtigt skaber vi et billede i vores bevidsthed. Det komplette billede er således kraftigt forvrænget af vores egne behov, længsler og erfaringer.

Men selv om de fleste nok anser sig for at kunne se udover denne kunstige forvrængede virkelighed, er det nok de færreste, der helt kan se sig fri for at blive påvirket. For underbevidsthedens sprog er netop følelser/emotioner og billeder, hvilket tilfældigvis er Facebooks specialitet. Men ved at være opmærksomme på vores følelser og stemninger, både de positive og negative, kan vi heldigvis i det fleste tilfælde, ha tilstrækkelig med modstandskraft og kritisk tænkning omkring det forvrængede billede vi oplever. Men pludselig kan en historie eller et billede falde ind i et sted i os, hvor der er et underskud, og hvor der er så meget på spil at vi ikke kan modstå presset.

Det sidste skete for mig for et par dage side på Facebook. Jeg læste en besked som udløste både frygt og mismod. Over de næste par dage, forfulgte tanken mig igen og igen. Jo dybere jeg gik ind i historien, jo mere bekymret blev jeg. Dette gentog sig dag ud og dag ind. Tanken og historien var insisterende, og krævede konsekvens og handling. Historien klæbede til mig. Det gik efterhånden op for mig, at det var den samme historie der kørte i ring og hele tiden insisterede på at blive genfortalt og gentænkt. Samtidig blev jeg mere og mere mismodig. Jeg besluttede mig for at give slip på historien og kigge mig selv i øjnene. Jeg gav mig selv mere reflektionstid, og begyndte at nedskrive mine tanker og erfaringer.

Det der gjorde en forskel var, da jeg begyndte at se mig selv fra afstand med nysgerrighed og venlighed. En nysgerrighed på mit jeg’s krumspring og kontrol strategier. I frygt for at miste (for det var det min historie endte med at få mig til at føle) skabte jeg en verden for mig selv, der var kraftigt forenklet, fuld af fordømmelser og vrede, og med en lukkethed og uvilje til at se tingene anderledes. Så snart jeg kunne ændre perspektivet, bare en anelse, kunne jeg få øje på den del af mig der var bange. Med det skete et skift, fra at hele mig var bange, til at det kun handlede om en lille del af mig. Næste gang historien insisterende bankede på, var det noget nemmere, at bringe klarhed ind i systemet for modstanden i historien var nu allerede mindre.

Hvis vi kun lader os lede, af vores sinds insisterende tanker, bliver vi gang på gang ledt på vildspor. Ved at stoppe historien, giver det andre muligheder. Fokus skal drejes fra den ydre til den indre verden, for at afdække, mærke og sætte ord på de følelser der måtte være. Ved at pege lyskeglen indad, på det sted som yder modstand, og turde udforske det, kan der komme lys på, hvad der er på spil.

Man kan ha en indre dialog med den del af en som kæmper ved f.eks at spørge: Hvad ønsker du af mig? Hvad er du såret over? Hvad forhindrer du mig i at gøre? Hvad får du mig til at fortsætte med?

Når vi møder disse indre konflikter som holder os fast, f.eks sat i gang af historierne på de sociale medier, møder vi sider af os, som ikke er kompatible med vores jeg, og hvor sindet reagerer med uhensigtsmæssige strategier, som er langt fra, hvad vi egentlig ønsker os. Hvis vi giver os selv tålmodighed og venlighed, er der mulighed for at vi kan observere og bruge vores reaktionsmønster aktivt, til at blive klogere på os selv. Og ikke mindst at  kunne vokse som menneske, ved at finde nye åbninger hvor lyset kan trænge ind.