Hvordan er dit forhold til omverdenen? Har du tilbøjelighed til, at opleve livet, som om det styrer dig, eller oplever du, at du selv bidrager til din oplevelse af livet? Det er et fællesmenneskeligt træk, at vores sind er udspændt mellem en passiv og en aktiv tilstand. Der er ikke noget vi hellere vil, end at opleve os selv i den aktive tilstand og i kontrol, end at være passiv og hjælpeløs. Desværre sker det at situationer i parforholdet, på arbejdspladsen, som forælder, eller sammen med familie og venner gør, at vi falder over i den passive tilstand. Når det sker, er vores psykologiske forsvar, lynhurtigt til at dække over, denne ubevidste tilbøjelighed til at identificere os med selvafvisning og hjælpeløshed.

Det mest almindelige forsvar er vrede, der kommer ud som et dække over hjælpeløsheden. Afhængig af vores personlighed, kommer vreden ud enten som en ydre eller indre aggressivitet. Den ydre aggression prøver at ændre de ydre omstændigheder (du gjorde at jeg føler mig hjælpeløs og derfor bliver jeg vred!) Den indre vrede prøver at tilpasse sig og vende det indad (jeg må være slem siden jeg føler mig hjælpeløs!). Mange typer af selvhjælpsbøger og terapeutiske retninger adresserer kun denne aktive forsvarende del af sindet, ved at forsøge at ændre tanker og selvfortællingerne om os selv, eller ved at bedre kunne rumme vreden. Men hvis man kun arbejder med vreden, bliver det aldrig andet end symtom lindring. Skal man denne pseudo-vrede til livs, må vi indse at den blot er et dække, over noget langt dybere og mere sårbart, som vi så let bliver identificeret med. Så længe denne passive tilstand er ubevidst, vil vi gøre alt for at løbe væk fra den. Sindets tilbøjelighed til at anklage andre, eller os selv, gør, at det trods alt er nemmere, at være med denne aktive forsvarende aggression, end den endnu mere sårbare passive følelse af hjælpeløshed og kontroltab.

Men vi kan lære os selv nogle grundlæggende tricks og være vågne ind i hvordan det trænger ind i vores daglige liv som negative tanker, følelser og selvfortællinger som bidrag til selvdestruktiv adfærd.
Der er tre ting du kan starte med allerede i dag:

1. Læg mærke til hvor meget tid du bruger på, under vreden, at føle dig skuffet eller såret over andres opførsel. Eller oplever følelsen af at være afvist, kritiseret og kontrolleret. Når vi observerer os selv sådan lidt på afstand, er vi mindre reaktive, mere kraftfulde og bedre i stand til at se os selv ryge ind og ud af passivitet og vrede. Hvis vi skal gøre os håb om at ændre et indgroet mønster, er dette observerende blik på os selv nødvendigt for at blive klogere på hvor føleserne kommer fra. Skriv gerne ned, hvad du har observeret, på en nysgerrig men neutral måde.
2. Læg mærke til kroppen når vreden rammer dig. Enten vil energien rejse sig i dig lynhurtigt hvis den er udagerende eller energien vil være nedadgående tillukket. Prøv at tillade dig selv at mærke den bagved liggende følelse ved at stoppe op, tag en dyb indånding. Hvor svær den end er at være med, forsøg at lokalisere den underliggende passive tilstand i kroppen bag ved vreden.
3. Blandt dine nærmeste: læg mærke til hvilket sprog du har i forhold til din følelse af kontrol. Når du fanger dig selv i følelsen af at miste kontrol, prøv at skifte tanker og tale til en mere aktiv stemme der sætter dig selv i centrum. F.eks
PASSIV: Du rydder aldrig op på dit værelse og det gør mig vred!
AKTIV: Jeg bliver vred på dig fordi du lovede at rydde op på dit værelse.
Følelsen af hjælpeløshed sniger sig ofte ind i sproget, hvor der er rig lejlighed til at kunne udtrykke om man er blevet et offer for omstændighederne.

Men vigtigst af alt: Vær tålmodig, og bliv ikke vred på dig selv, hvis du ikke oplever fremskridt med det samme. Denne passive tilstand er nemlig vedholdende, og vil gøre alt for at holde status quo, fordi den har været med til at definerer dig længe. Terapeutisk hjælp kan naturligvis fremskynde processen.

Vores passive tilstand adskiller os fra en væsentlig del af livet som vi ikke selv er klar over findes. Den hurtigste måde at vågne op til vores mere sande udgave af os selv på, er at anerkende vores passive tilstand, befri os selv fra den, og at blive vores egen bedste ven.

Pinsen er den højtid, hvor man fejrer Helligånden. Samtidig er det nok også den højtid, der i dag er sværest at forholde sig til, fordi dens væsen er uklar, ikke mindst fordi den er en ikke-fysisk størrelse der kun kan mærkes.

Oprindelig betragtes Helligånden som det der forbinder vores hverdagsidentitet med vores dybeste identitet. Fra tidernes morgen har man vidst, at åndedrættet udgjorde nøglen til at forbinde os med de højere aspekter i os – vores sjæl eller ånd. Derfor kan det bevidstgjorte åndedræt være med til at fremme dialogen med vores indre, og sætte rammen for en daglig praksis baseret på nærvær og heling.

Men hvorfor skulle man ville det i 2018, kunne man spørge?
Men den livsstil som mange af os praktiserer, bruger vi, vanemæssigt, og uden at vide det, enorme mængder af energi på at reagere automatisk, og ubevidst på den omgivende verden, og vores egne indre oplevelser. Det giver en følelse af ikke at være tilstede i livet. Som om at det er livet der styrer os, i stedet for, at det er os der styrer gennem livet. For når vores livsstil i alt højere grad kontrolleres af vores ubevidste mønstre, er vi som regel anspændte og vejrtrækningen er hurtigt og overfladisk. Det giver ikke bare en dårlig iltning men også en dårlig kontakt til kroppen og følelserne. Når vi har mistet kontakten til krop og følelser, er vi i en meget sårbar tilstand, fordi der så netop er de perfekte forudsætninger for, at reagere automatisk, snarere end med bevidst intension.

Det kunne lyde som om, at det ubevidste er den store synder i vores liv. Men det paradoksale er, at det er sundere for krop og sind, at netop turde læne sig ind i det ubevidste. I stedet for at haste sig igennem vores hverdagsidentitets planer om hvad der f.eks er rigtigt og forkert, handler det om at inddrage det ubevidstes ressourcer på en vågen og konstruktiv måde. Med andre ord, så skaber bevidst vågenhed fornyelse og vitalitet mens tornerosesøvn skaber stagnation og stress.

Og det er her Helligånden kommer ind i billedet: Den bevidstgjorte åndedræt kan ikke bare bruges til at berolige sindet i stormvejr, men også til at forbinde til os selv og vores naturlige og kreative tilstand. At få åbnet, bare en lille sprække, til denne indre verden af naturlig velvære og harmoni, kan gøre en stor forskel i vores hverdag.

Men den største udfordring er ikke, at det er svært, i sig selv, at praktisere bevidstgjort åndedræt. Tværtimod, er det det mest enkle visdom, man kan forestille sig. Den største udfordring er derimod den modstand, som vores hverdags ”jeg” har mod, at vi, for en kort stund, forlader dens suveræne kontrol. Men hvis vi fortæller vores stærke ”jeg” at det ikke handler om afgivelse af suverænitet men snarere om et frugtbart samarbejde, vil hverdags ”jeg’et” langsomt slippe noget af sin rigide kontrol. Og det kan mærkes med det samme.

Processen med en daglig praksis baseret på elementer fra f.eks yoga, mindfulness eller Tai Chi, kræver en investering. Til gengæld er mennesker i proces mindre sårbare og er hurtigere til at finde deres egne ben igen. Det interessante er ikke, hvilken praksis vi følger eller hvor lang tid vi gør det. Det der er interessant er, at vi får en smag på den dybde og forbundethed som vi alle har potentiale til. Værktøjet er det bevidstgjorte åndedræt. I pinsen fejre vi at det faktisk ikke koster noget at praktisere, og at det for os alle, altid er lige ved (h)ånden.

Jeg ønsker dig og dit bevidstgjorte åndedræt en dejlig pinse.

Så er du nok ikke alene. Oprindeligt var tanken med bededagene, at folket skulle bede om syndsforladelse, for ad den vej mindske landets ulykker. Selv om syndsbegrebet idag har undertoner af både skyld og dårlig samvittighed, var den oprindelige mening dog en ganske anden. Synd var identisk med at fejle, at ramme ved siden af målet, og helt enkelt at være ved siden af sig selv. Derudover var der tale om en tilstand, som det var mulig for den enkelte at ændre på. Når man havde ramt ved siden af målet, indikerede det blot, at man havde befundet sig for langt væk fra dette mål, og at man ved at træde tættere på, altså ved at være mere nærværende, lettere ville være i stand til at leve op til sig selv.

Så bededag handler altså om at erkende, at vi er kommet for langt væk fra os selv. Men hvordan ved jeg så, at jeg er ved siden af mig selv? Vi mærker det først og fremmest ved, at vores opmærksomhed bliver meget ensidigt fokuseret på ydre forhold, som f.eks. problemer, udfordringer, arbejde, madlavning og ikke mindst relationer. Når vi forlader os selv, ved at være opslugt af ydre krav, fanges vi i at TÆNKE på livet i stedet for at MÆRKE det, hvilket giver bekymringer, stress, skyldfølelser og konfliker. For har vi ikke os selv med, når vi går ud i verden, kan det være svært at stole på os selv. Det kan være ret skræmmende at opleve. Derfor giver det også god mening, at den tilstand kan afstedkomme både stress, angst og bekymring.

At genfinde vejen hjem til os selv, handler om den indre balance mellem kroppen, sindet og ånden. Sammen udgør disse tre en helhed, der holdes sammen af nærvær og opmærksomhed. Ånden er en abstrakt livsenergi, som hele tiden er tilgængelig, bag ved det der udspiller sig i kroppen og sindet. Det er sindets stærke tilbøjeligheder til at tilfredsstille, dømme eller begære, der gør at vi forlader os selv gang på gang. Kontakten til ånden er det første der lukker ned, når sindet fyldes med tanker og følelser, og kroppen har travlt med at følge med alle sansningerne.

Der findes ingen genveje til at genfinde denne balance. Det er noget vi må gøre alene og ofte i ro. Denne visdom har været tilgængelig i tusinde af år og bededagene er et levn fra den tid, hvor bønner hvad den mest gængse metode til at genfinde balancen.

Når vi begynder at stå ved os selv i vores helhed af behov, grænser og medmenneskelighed sker der samtidig det paradoksale, at vi får mere fokus og medfølelse for vores relationer og omverden. Og så er vi tilbage ved den oprindelige tanke, med bededag som et middel til at forandre verdenen indefra.

Måske er store bededag den tid på året, hvor vi hver især skal reflektere over, hvordan vi kan bringe endnu mere kærligt og venligt nærvær ind i et, for mange af os, presset indre system af gøremål og præstationer. Men en enkelt dag er desværre ikke nok. Vi er nødt til at have nogle praksisser i vores hverdag, hvor vi er til stede med os selv, og kan mærke, hvordan vi i bund og grund har lyst til at leve.

Jeg håber du finder lige netop din vej idag.

Ha en kærlig og venlig store bededag

Er du ofte ked af det, eller i dårligt humør når du tager hjem fra arbejde? Et arbejde, som du egentlig trives rigtig godt med i det store hele. Måske er du fanget i indre følelsesmæssige konflikter mellem hvordan du bør agere, og så det din indre mavefornemmelse fortæller dig. Det kan nemlig være svært at vride sig fri at de forestillinger, og normer som vi har tilpasset os, eller sat op, for os selv på en arbejdsplads. Det er uundgåeligt, at vi bliver såret på vores følelser på arbejdet fra tid til anden, og den del af os der mærker det mest, nemlig vores ”bløde punkt”, reagerer når kommer hjem og slipper den tilpassede arbejdskarakter.

Det der er mest skadeligt for vores følelsesliv er netop, når vi gemmer os selv, og vores ”bløde punkt” væk, og i stedet agere ud fra en overbevisning om, at hvis vi er søde og venlige og gerne hjælper andre, så kan vi også forvente at blive mødt på samme måde. Men at være venlig mod andre, giver os ikke nødvendigvis den accept og anerkendelse, som vi dybest set håber på. Det er et langt bedre udgangspunkt, at gøre noget for andre, fordi vi selv ønsker det og ikke fordi vi ønsker noget til gengæld. Nedenfor er beskrevet tre strategier som kan udfordre denne vores indre ”pleaser”.

AT TAGE ANSVAR: Før eller siden sker der noget på arbejdet, som vi føler os ramt af. Noget af det sværeste, er at finde ud af, om det er situationen i sig selv, eller om vi er blevet ramt i vores eget ”bløde punkt”. I denne forvirring, ender det ofte med, at vi vælger at holde de hele for os selv, og fortabe os i grublerier og tankespind, som ikke hjælper os. En af de vigtigste ting vi kan gøre for os selv, er at blive bevidst om vores ”bløde punkt”. Vi kan f.eks være følsomme overfor kritik fra bestemte personer. Kritik, som er givet i den bedste mening, kan lande ekstra tungt i os, hvis vi f.eks allerede har tilbøjelighed til at kritisere os selv. Derfor er det vigtigt at vi tager ejerskab af vores egen følsomhed i stedet for at blive offer for de andres ageren.

AT TURDE SIGE NEJ: At lære at sige nej til andre, kan hjælpe os med at blive mere modstandsdygtige overfor situationer, som har potentiale til at udfordre os følelsesmæssigt. Men at sige nej, kan samtidig udfordre husfreden, fordi det kan gøre andre skuffede. Så det handler basalt set om, at have mod til at anerkende os selv og vores ”bløde punkt” selv om det samtidigt vil skuffe andre. Det kan også handle om at sige nej til os selv, og de regler vi har opstillet for at føle os gode nok til vores arbejde. F.eks at tillade os selv, at ikke lige blive færdig med det vi havde sat os for i dag.

AT TURDE FEJLE: At tillade os selv at fejle uden efterfølgende at slå os selv i hovedet når det sker. Det er vigtigt at kunne være overbærende og venlige mod os selv, når der sker noget, der ikke følger forventningerne. Vælger vi at tage ansvar for vores handlinger og tager ved lære af det, kan det jo knapt kaldes at fejle.

Udfordringen i alle tre strategier er, at fange de underliggende forventninger og behov i den givne situation. Et helikopter blik på situationen kan skabe perspektiv og læring ved at skabe noget distance til følelserne og reaktionen. For fanger vi ikke den underliggende forventning, kan vi heller ikke lære hvad vi skal tage ansvar for, og vi vil blive ved med at være fanget, af de samme følelser og situationer. Nogle gange skal der professionel hjælp til at få hul på denne proces. Når det lykkedes, er det muligt at udvikle en mere rationel og følelsesmæssig neutral indstilling, som er mere frugtbart i et ofte meget rationelt arbejdsmiljø.
Tænk hvis vi kunne ære vores følelsesliv med samme intensitet som vi ærer vores logiske hjerne med. Det er vigtigt, ikke mindst i arbejdslivet, at kunne være nysgerrig og udforskende på, hvad der ligger bag følelserne og lade situationer og mennesker inspirere os frem for at blive udmattet og stresset af dem.

Det er vi mange der gør! Men det er den indre konge arketype som jeg taler om her. Arketyper er grundmønstre og urbilleder i menneskets ubevidste dele af psyken og en slags arv fra vore forfædre gennem tusinde af år. Disse urbilleder er nøglen til vores indre kraftcenter, og kan give vores liv mere mening, og samtidig lære os om vores udviklingsvej.

Konge arketypen er en af de mest centrale, af de fire mande arketyper. I sin rene form, står den for stabilitet, orden og rationalitet. Den bidrager med integritet og tryghed til den mandlige psyke, ved at stabilisere kaotiske følelser. Den bringer ro og centrering til vores indre orden og giver en fornemmelse af mening og livskraft. Gennem denne centrering giver kongetypen et fast, men venligt blik ud ad på verden. Nogle kalder den også for vores indre fader skikkelse, der er i stand til at se mennesker i både deres svaghed og i deres værd. Den er ikke misundelig da den har styr på trygheden, og kender sit værd. Den er god til at spejle andre med og anerkender dem ofte og gerne.

De fleste af os mænd genkender sikkert denne karakter – hvis ikke i os selv, i kortere perioder, så måske gennem en rollemodel, vi er stødt på en gang i tiden på arbejdspladsen, skolen, studietiden eller i familien. Men den triste nyhed er, at mange mænd har en dårlig kontakt til den rendyrkede version af kongetypen. Den udleves i stedet som forvrængede udgaver af den, det meste af tiden. Forvrængningerne sker, når vi læner os for meget, og/eller for lidt ind i kongetypen. For meget af “kongen” gør os grandiose, og for lidt, vil punktere os.

Er man den grandiose kongetype, vil man være meget sårbar overfor det, der virker truende på det glatte greb som holdes på egen livskraft og herredømme. En udfordring kan hurtig give en følelse af svaghed, som dog ikke kan vises. I stedet, kommer følelsen ud som vrede, for et dække over den manglende centrering og indre orden. For under vreden ligger den punkterede “konge” drevet af en frygt for at møde sin egen svaghed og sårbarhed. I hverdagssituationerne kan denne forvrængede side, dukke op som f.eks kritik af at ens børn fylder for meget, eller jalousi i forhold til ens partner. På arbejdspladsen dukker den op som misundelse og sammenligninger med kollegaer og chefer.

Den punkterede kongetype derimod, har mistet grebet om sin livskraft og bliver afhængige af, at andre bærer den for sig. Det kan vise sig ved kritik af andre der har magt og en manglende selvansvarlighed. F.eks som en overdreven frygt for at tage initiativer i et forhold, af frygt fra partnerens reaktion eller humør. Eller som en konstant utilfredshed mod f.eks arbejdspladsens ledelse eller andre i magtfulde positioner. Når vi mangler den indre centrering, mister vi bl.a. kontakten til vore dybeste identitet. Det kompensere vi for, ved at vi bliver krævende i forhold til omgivelserne. I stedet for at spejle andre mennesker og hvile ind i os selv, søger vi i stedet, at blive set og anerkendt, for at kunne holde et nogenlunde fast greb i egen kraft.

Men det er svært at finde den gode balance, mellem ”for meget” og ”for lidt” af denne energi. Vi bliver udmattede og frustrerede, når vi i vores iver efter at ”reparere vores liv”, ikke kan gennemskue, at de to forvrængede poler er forskellige udtryk, for det samme problem. At kunne tilgå denne type af moden maskulinitet, vil give os mænd, en større hengivelse til vores familie, venner, arbejdskollegaer, mening og formål.
Kære mand! Det er tid til at genvinde den indre maskuline kongetrone.

Sidde du fast i hamsterhjulet? Så er det måske på tide at give din motivation et eftersyn?
Vores personlighed er nemlig som udgangspunkt styret af vores hverdagsidentitet, som grundlæggende er motiveret af en længsel efter at blive fyldt op. En sådan længsel er dybest set smertefuld, fordi den samtidig kommer med en subtil indre følelse af, ikke at være god nok. En smerte som bliver til en motivation for lindring gennem aktivitet, så vi igen kan føle os okay, succesfulde ,elskede eller hvad vores behov nu er. Kilden til denne form for motivation, kommer blandt andet fra vores kultur, som i overdrevet grad er domineret af den venstre hjernehalvdel, hvor ”gøren” er vigtigere end ”væren”.

Det handler om forbindelsen til os selv. I korte glimt mærker vi, at hvile dybt i os selv. Men kun kortvarigt, for vores hverdagsidentitet er hurtig på banen, til at tage æren det. “Det er fordi du har knoklet hårdt for det” siger motivations stemmen til os. Resultatet bliver, at vi igen domineres af hverdagsidentitetens motivation efter at være nyttig. Vi taber derved igen hurtig kontakten til ”væren”, og endnu værre, vi glemmer at anerkende, at vi også indeholder et andet motivationssystem. Et system baseret på vores dybeste identitet eller sjælen om du vil. Den sætter os nemlig i forbindelse med et indre overskud, en fundamental oplevelse af mening og glæde ved at være i live uden at skulle reagere på det eller “samle point”. En udvidelse af vores identitet, til også at indeholde kvaliteter og motiver der er mere ren, raffineret og langvarigt er desuden langt sundere for vores krop.

Så hvad er det vi taber på gulvet når vi roder rundt i hamsterhjulet? Og hvorfor læner vi os igen og igen ind i den del af vores hverdagsidentitet, som er besat af at præstere og at opfylde mål? Nu er der jo, i sig selv, ikke noget i vejen med at præstere, manifestere og være målbevidst. Men problemet opstår, når vi hænger hele vores identitet op på denne ene motiverende drivkraft i livet. For det er her hamsterhjulet kommer ind i billedet, da det symbolisere hverdagens ræs efter præstation og mål. At bryde ud af hamsterhjulet handler, som altid, om at blive os selv bevidst. F.eks, kan vi være nysgerrige på, hvornår lader vi os piske rundt i hjulet af os selv? Hvor meget præger præstation og “gøren” egentlig, de samtaler vi har med vore nærmeste?

Men det kræver mod, at turde stå i dette indre rum, fordi vi er så præget af at  tro, at vi skal gøre os fortjent, til at få det fyldt op. Men i stedet, vender vi os væk fra os selv, med en følelse af, at skulle gøre endnu mere, end vi allerede har gjort.

Det kræver også mental smidighed og vilje, at omformulere vores opfattelse af os selv, samt at gå imod opfattelsen af, at vores identitet er endimensionel og usmidig.

Dyrkning af vores indre rum, vores dybeste identitet, er nogenlunde som at kultivere en have, som kun vi, har adgang til. Vi kan pleje og udvikle den og gøre den til et smukt og rart sted at være, eller vi kan overse den og tillader ukrudtet at tage over.Trives vi i haven, får vi lyst til at vende tilbage til den, nyde den, dyrke den og modtage næring fra den. Men mødes vi i stedet af ukrudt, er der hverken skønhed eller næring at hente, og vi forlader straks stedet. For derefter at begive os videre ud i verden, for at lede efter den næring, vi så hårdt har brug for.

Held og lykke med din indre have.

”Vi har så travlt med at glæde os til, at vi glemmer at glæde os over” skrev Piet Hein en gang.

Der er meget der tyder på, at vi udelukker os selv fra en stor del af livet, når vi ikke er taknemmelige og f.eks kun tillader os at glæde os til noget ude i fremtiden. Men hvorfor er det så svært med den taknemmelighed? Som dansker er der grund til bekymring, fordi vi indtager bundplaceringen over taknemmelige folkefærd, sammen med bla Holland og England.
Der er ingen tvivl om fordelene med at kunne glæde sig over noget: bedre håndtering af stress, bedre sociale relationer, bedre søvn og højere åndelig modenhed.