– jeg føler mig ikke kompetent nok til mit arbejde
– jeg kommer aldig til at finde den rigtige partner

Dette er to meget almindelige terapi temaer: bekymringer om arbejdslivet og kærligheden. Disse temaer udspringer af vores personlighed, vores primære identitet. Den er de briller vi først og fremmest henter mening og motivation igennem i vores hverdag. Men det er desværre også den del af os, der tror fuld og fast på, at vi skal gøre os fortjent og værdig til alt her i livet, fordi vi i bund og grund mangler noget. Denne grundindstilling, som er et levn fra vores tidlige opvækst, gør at vi føler os tiltrukket af tanker, følelser og adfærd, som i bund og grund leder efter oplevelser af adskilthed, skuffelser og mangelfuldhed.

Ambivalens er en indre tilstand af spænding, der opstår, når vi har modsatrettede overbevisninger, følelser eller adfærd over for en person, en oplevelse eller en situation. Ambivalens, som er noget vi alle kan slås med, er en indre konflikt som kan være en lammende og udmattende proces at komme igennem. Så længe konflikten er uløst vil det skabe følelsesmæssige spændinger som meget ofte vil kunne ende i relationelle konflikter.

Ambivalens bliver ofte beskrevet som den dialog der finder sted mellem vores forskellige bevidste dele of vores personlighed. F.eks på den underholdende måde som det er vist i tegnefilmen ”Inderst inde”. Som om ambivalens er opvejning af argumenter og følelser for og imod en beslutning, og hvor vi så til sidst finder den rigtige vej.
Men for de meste er ambivalens noget der fylder meget mere. Den type ambivalens der er sværest at komme igennem, er når der er noget i den indre konflikt, som er delvis skjult for os. Det er ofte den ambivalens, som vi møder gang på gang i livet, fordi vi endnu ikke har forstået de underliggende behov og motivationer, som vi til syvende og sidst er drevet af.

To eksempler på ambivalente følelser er ubeslutsomhed og ensomhed. I begge tilfælde, er der tale om ubevidste skjulte følelser, der endnu ikke er kommet til overfladen, men som styrer konflikten nedefra.

Ubeslutsomhed: Konflikten står mellem, på den ene side, en forudindtaget holdning til det, at ikke kunne tage en beslutning, dvs at være hjælpeløs. Den følelse er meget svær at rumme, på den anden side, så vores psyke forsvarer sig umiddelbart ved at gå over i den anden pol, nemlig ved at være ivrig efter at tage en beslutning. Kort sagt, at længes efter at være ivrig beslutsom men samtidig også villig til at opleve uforløste følelser af at være hjælpeløs.

Ensomhed: I sin mere kroniske form, står konflikten mellem på den ene side, et ønske om at være en del af et venskabelig kærligt fælleskab, og på den anden side en forudindtaget holdning til at blive afvist, og ikke føle sig god nok. Kort sagt at længes efter kærlighed men forvente afvisning. Ofte er ensomme mennesker meget bevidst om det første, men sjældent det sidste.

Når vores psyke går på højtryk, for at løse en indre konflikt og ambivalens, er det vigtigt at holde sig for øje, at grunden til det føles så svært at rumme, som regel ikke handler om mangel på argumenter, handlekraft, eller noget andre skal gøre for os. Det der i første omgang, blokerer for vores åbenhed og klarsyn på mennesker og situationer i hverdagen, er vores eget psykologiske forsvar.

Det kræver mod og vedholdenhed, at arbejde og forstå vores egen psykes forsvarssystem. Følelser som vrede, ked-af-det hed, sorg, bekymring, angst, misundelse, skam, ubeslutsomhed og ensomhed, er ofte symptomer og forsvars manøvreringer der dækker for de egentlige uafklarede følelser. Hvis vi lærer at observere os selv, ud fra denne forståelser, kan vi med tiden bryde os fri af ambivalensens smertefulde greb.

We are not eating this!

I mandags havde jeg en god kontakt med min selv-accept, men i onsdags havde jeg ikke. Betyder det så at jeg har fejlet i mine bestræbelser på at blive bedre til at acceptere mig selv? For hvis ikke jeg kan finde ud, af at acceptere alle mine grimme sider, til alle tider, er jeg så stagneret i min udvikling? Eller har jeg i min iver efter at ændre mine dårlige vaner, indtaget en fejlagtig overbevisning på hvad selv-accept er for noget? Jeg er blevet opmærksom på to forvrængninger af selv-accept som kan gøre arbejdet med os selv vanskeligere.

En af faldgruberne er, at vi kommer til at ha for travlt med at blive noget bestemt. Det kunne f.eks være længslen om, at blive mindre fordømmende i vores relationer for at kunne blive elsket endnu mere af andre. Men hvis vi lader selv-accept blive et mål i sig selv, kan vi blive slemt skuffede, når vi bliver konfronteret med vores dømmende side, f.eks af vores partner. I vores resultat orienterede iver, lægger vi endnu mere energi ned i projektet om at blive dette ideelle billede af os selv, samtidig med at vores mindre elskelige sider bliver skubbet til side. Men derved kommer vi let til at glemme, det der rent faktisk sker i os. Selv-accept handler om at mærke, og give plads til ALLE sider, og erkende at vi BÅDE er det ene og det andet, f.eks både venlig og selvisk på samme tid, og relativt roligt kan erkende, at begge sider faktisk er mig. Jeg behøver ikke kunne elske alle sider af mig selv, men jeg skal kunne give dem plads.

En anden faldgrube, er den opfattelse, at selv-accept er noget vi gør helt for os selv isoleret fra omverdenen. Andre menneskers tanker, føleser og bevidning af os som mennesker, har en stor påvirkning på, hvordan vi tænker og føler om os selv. Så selv-accept handler også om at turde tage vores plads i verden, og at bevise for os selv, at vi bidrager til vores oplevelse af livet. Det kan f.eks være at sætte os selv i spil i forhold til en konflikt der har ligget og ulmet længe. Ved at turde konflikten, på en afbalanceret måde, har vi samtidig også gjort plads til os selv ude som inde. Det kan også handle om at få sat nogle grænser, som før ikke var så tydelige. Det at vise andre at ”her er jeg” kan føles nyt og farligt for nogle. Det handler (som før) igen om at inkludere modsætninger: for at jeg tør tage plads i mig selv, bliver jeg også nød til at turde tage min plads i verden. Hvis vi bare venter på at følelsen indefra skal give os impulsen til handling, kan vi komme til at vente længe, fordi handling henimod selv-accept og dermed relationen til verden, kommer før den indre følelse af den.

Hvordan kan vi så mærke, at vi er på rette vej med selv-accepten? Først og fremmest skal vi gøre op med, at selv-accept er et mål i sig selv. I stedet er det en indstilling til alt det, vi møder i os selv i det daglige liv. Det er følelsen af, at være i relation med os selv, og at smide båndene til identificeringen med det, at vi skal være noget bestemt. Accept er ikke et intellektuelt begreb, men kan kun mærkes i kroppen som frigjort energi. Så når jeg i mandags, oplever frigjort energi, fra det jeg har haft modstand på, bliver jeg roligere, mere tilstedeværende og mindre kritisk. Når jeg så om onsdagen igen møder de uelskede sider af mig selv, handler det ikke om at kigge væk, men snarere om at møde mig selv med nysgerrighed og med plads til et stille indadvendt ”hej med dig – nå, du er her stadig”

Vores psyke er ofte udspændt mellem to poler: en aktiv og en passiv pol. Hvor den aktive pol er et forsvar, er den passive pol, en ubevidst identificering med det at være uden handlekraft. Dette er opskriften på indre konflikter, da det føles som om, vi hele tiden forsøger at genfinde balance mellem vippens to ender. Bliver vi for eksempel udfordret på vores dybe sårbarhed og følelsen af at være hjælpeløs, går vi umiddelbart i forsvar, der enten ageres udad (du gør nog…et forkert!) eller indad (jeg gør noget forkert!).