Jeg arbejder ud fra en såkaldt integral psykoterapeutisk ramme, som kombinerer terapeutiske redskaber og metoder fra flere forskellige retninger. Uddannelsen, som er 4-årig og statsgodkendt, er faciliteret af Ole Vadum Dahl.
En integral psykoterapeutisk tilgang anerkender, at vi alle har en kapacitet til at hele os selv, og til at vokse og udvikle os, især når vi giver os tid til at lytte, forstå og kende os selv på et dybere plan. Et par vigtige nøgleord er opmærksomhed og tålmodighed. Når vi træner opmærksomheden ind i så mange aspekter som muligt af, hvem vi er, i såvel sind, krop og hjerte som i ånd og kultur, kan vi højere grad forbinde os til livet og og relationerne på en mere balanceret måde.
Integral psykoterapi forbinder østlig og vestlig psykologisk forståelse og terapeutisk behandling. Psykologi i den østlige tradition har fokuseret på vores indre væsen og det mere åndelige fundament af psyken. Den traditionelle vestlig psykologi har fokuseret mere på vores ydre væsen, tanker, indlæring og adfærd. Det integrale udgangspunkt er, at de hver især er utilstrækkelige i sit menneskesyn, og at de to verdener tilsammen, giver et større udbytte og forståelse af den menneskelige psykologi og de terapeutiske muligheder.
Terapi virker, når der skabes et trygt og tillidsfuldt rum. Da sårene som livet har givet os, er opstået i en relation, er det afgørende, at sårene ligeledes heles i en relation. Ingen kan gøre dette alene, da vi har masser af blinde vinkler, og vores opmærksomhed er begrænset. Relationen mellem klient og psykoterapeut er derfor afgørende. Terapien vil udfolde sig fra det du kommer med, og jeg inddrager krop, følelser, tanker, intuition, drømme mm, i det omfang som passer til situationen.
Mit menneskesyn bygger på at uanset vores historie, diagnose og problem, så er vi meget mere end det. Alle vi mennesker er ens på det punkt at vi ikke bryder os om at ha det svært. Alle har vi besværligheder i vores liv men alle har også ressourcer til at tage et første skridt i retning af det liv vi drømmer om.