Pinsen er den højtid, hvor man fejrer Helligånden. Samtidig er det nok også den højtid, der i dag er sværest at forholde sig til, fordi dens væsen er uklar, ikke mindst fordi den er en ikke-fysisk størrelse der kun kan mærkes.
Oprindelig betragtes Helligånden som det der forbinder vores hverdagsidentitet med vores dybeste identitet. Fra tidernes morgen har man vidst, at åndedrættet udgjorde nøglen til at forbinde os med de højere aspekter i os – vores sjæl eller ånd. Derfor kan det bevidstgjorte åndedræt være med til at fremme dialogen med vores indre, og sætte rammen for en daglig praksis baseret på nærvær og heling.
Men hvorfor skulle man ville det i 2018, kunne man spørge?
Men den livsstil som mange af os praktiserer, bruger vi, vanemæssigt, og uden at vide det, enorme mængder af energi på at reagere automatisk, og ubevidst på den omgivende verden, og vores egne indre oplevelser. Det giver en følelse af ikke at være tilstede i livet. Som om at det er livet der styrer os, i stedet for, at det er os der styrer gennem livet. For når vores livsstil i alt højere grad kontrolleres af vores ubevidste mønstre, er vi som regel anspændte og vejrtrækningen er hurtigt og overfladisk. Det giver ikke bare en dårlig iltning men også en dårlig kontakt til kroppen og følelserne. Når vi har mistet kontakten til krop og følelser, er vi i en meget sårbar tilstand, fordi der så netop er de perfekte forudsætninger for, at reagere automatisk, snarere end med bevidst intension.
Det kunne lyde som om, at det ubevidste er den store synder i vores liv. Men det paradoksale er, at det er sundere for krop og sind, at netop turde læne sig ind i det ubevidste. I stedet for at haste sig igennem vores hverdagsidentitets planer om hvad der f.eks er rigtigt og forkert, handler det om at inddrage det ubevidstes ressourcer på en vågen og konstruktiv måde. Med andre ord, så skaber bevidst vågenhed fornyelse og vitalitet mens tornerosesøvn skaber stagnation og stress.
Og det er her Helligånden kommer ind i billedet: Den bevidstgjorte åndedræt kan ikke bare bruges til at berolige sindet i stormvejr, men også til at forbinde til os selv og vores naturlige og kreative tilstand. At få åbnet, bare en lille sprække, til denne indre verden af naturlig velvære og harmoni, kan gøre en stor forskel i vores hverdag.
Men den største udfordring er ikke, at det er svært, i sig selv, at praktisere bevidstgjort åndedræt. Tværtimod, er det det mest enkle visdom, man kan forestille sig. Den største udfordring er derimod den modstand, som vores hverdags ”jeg” har mod, at vi, for en kort stund, forlader dens suveræne kontrol. Men hvis vi fortæller vores stærke ”jeg” at det ikke handler om afgivelse af suverænitet men snarere om et frugtbart samarbejde, vil hverdags ”jeg’et” langsomt slippe noget af sin rigide kontrol. Og det kan mærkes med det samme.
Processen med en daglig praksis baseret på elementer fra f.eks yoga, mindfulness eller Tai Chi, kræver en investering. Til gengæld er mennesker i proces mindre sårbare og er hurtigere til at finde deres egne ben igen. Det interessante er ikke, hvilken praksis vi følger eller hvor lang tid vi gør det. Det der er interessant er, at vi får en smag på den dybde og forbundethed som vi alle har potentiale til. Værktøjet er det bevidstgjorte åndedræt. I pinsen fejre vi at det faktisk ikke koster noget at praktisere, og at det for os alle, altid er lige ved (h)ånden.
Jeg ønsker dig og dit bevidstgjorte åndedræt en dejlig pinse.
