Der bliver talt meget om værdien af en selv-empatisk holdning til sig selv. Selv-empati indebære blandt andet, at kunne være en beroligende støtte for sig selv, gennem at være med følelser som angst, skam, frygt, afmagt eller tab. Også selv når sådanne følelser, er et resultat af selv-kritik og vrede indre dialoger.
Men det kan være svært, at starte med at være selv-empatisk, fordi det kan åbne for gamle sår eller forstyrre vante forestillinger, om måden at være i verden på. …F.eks kan selv-empati opleves som truende, til en indre dialog, der er baseret på “pisk og gulerod”, og som benægter behovet for medfølelse overfor sig selv. I vores vestlige kultur har meget få af os, fået redskaber til at tolerere vores egne vanskelige følelser. At pludselig skulle forholde sig indadvendt til svære følelser, kan let opleves som værende egoistisk, selvoptaget, eller til og med som et svaghedstegn.
At indgå i et self-empatisk forhold med os selv, kræver mod til at omfavne det, der måtte dukke op uden at flygte fra det. Selv-empati er speciel effektiv til håndtering af vrede og de negative følelser der ligger bag. Med den usunde vrede, reagerer vi før vi tænker eller mærker, hvor vi er henne. Med selv-empati, giver vi os selv pausen til, at blive bevidst om den indre balance; til at søge forståelse for situationen; til at skabe overskud og overbærenhed. Dette bliver derfor en vigtig del af den sunde vrede. Så vi kan AGERE i stedet for at REAGERE. Og bygge op – både os selv og andre.
