Det har været en lang arbejdsdag med mange indtryk og gøremål. Nu glæder du dig til fyraften, hvor du skal være sammen med din partner og børn. Men i det øjeblik du træder ind af døren kan du mærke, at noget af glæden pludselig er forsvundet. Du ignorere det dog, og går i gang med det, du nu skal. Men der går ikke lang tid, før du finder dig selv i en negativ dialog med dine nærmeste om små ubetydelige detaljer. Du undrer dig igen over, hvor den glæde blev af, som lige var der, inden du tog hjem. Det efterlader dig i en følelse af sårethed og frustration.
Måske genkender du denne hverdagssituation?
Årsagen til dette fænomen handler om identitet og vores skiftende roller i hverdagen. Roller som er de personlighedssider, hvor vi kender os selv bedst. Mange af os, henter mening og social anerkendelse, gennem vores arbejdsrolle, hvilket kan gøre os ”høje” på anerkendelse og følelsen af, at vi gør en forskel. Det er der ikke noget galt med i sig selv, men problemet opstår når vi ikke har os selv med i rollespillet, for så bliver vi afhængige af vores omgivelsers følelsesmæssige støtte. Et er, at spille en rolle på arbejdspladsen, et andet er, hvem vi bliver til, når vi kommer hjem og slipper den stærke arbejdsidentitet. At forbinde os følelsesmæssigt med vores partner eller børn kræver, at vi kan være den bedste version af os selv, hvilket netop ikke er en rolle vi bare kan spille. Tværtimod, i den intime relation bliver vi hurtigt afsløret, hvis vi prøver at spille en rolle. Og heldigvis for det. For det giver os en chance for, at se bag om rollerne og blive klogere på hvordan vi skaber mere intime relationer.
Når vi ikke er forbundet med os selv, vil vi uvægerligt føle os ensomme og adskilte selv når vi er sammen med dem, vi elsker mest. Når vi er forbundet med os selv, er vi i en indadvendt årvågenhed, med en indstilling af ikke-dømmende, venlig og sund sårbar tilstedeværelse. Med en sådan indadvendt forbindelse, kan vi mærke vores dybeste identitet. En identitet, hvor vi i stedet for en smal begrænsende rolle, har et betydende større følelsesmæssigt rum for resonans med hinanden.
At arbejde med denne stærke, rolige og kærlige kerne af vores væsen kræver mod og vedholdenhed, da det handler om identitet. Men det er samtidig et arbejde der beriger os ved at give os mulighed for mere intimitet og nærvær. Noget vi alle længes efter. Jo mere vi læser om og jo mere vi taler med andre om negativ identitet, jo lettere bliver det for os at få øje på de uhensigtsmæssige identifikationer. Identifikationer, hvor vi bliver følelsesmæssig forudindtaget til at føle tvivl og fremmedgørelse, i stedet for anerkendelse og venlighed.
